Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (211)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Endelig lidt medvind

lørdag 30. maj 2020
Buskrørsanger, nordlig blåhals og tyrkerdue
af Michael Brunhøj Hansen

Vejr: En del sol og lunt. Vinden først 5 m/s fra øst, senere skiftende vind. Temp. 6-18 grader.

David og jeg tog den sædvanlige morgenobs, men da det er sidst på sæsonen, kom der ikke mange fugle. Der kom flere skarver fra nord hvoraf flere gik til rast ud for kysten. Herudover kom der ederfugle og enkelte småfugle, herunder bl.a. en bomlærke. Ud på morgenen fik vi selskab af Thyge Enevoldsen som de seneste dage har forsøgt at få karmindompap herude. Det lykkedes heller ikke i dag på trods af at den var til stede i området selvom det var meget kortvarigt.

Grundet den lidt træge morgenobs blev vi ikke så længe og gik siden med på netrunder sammen med Ole Zoltan som ringmærker for tiden. Dagen blev overraskende god med forholdsvis mange fugle, særligt om morgenen. Dagens første lidt usædvanlige fugl var en tyrkerdue. Det er den anden i år og den 8. tyrkerdue i Blåvand Fuglestations historie.

IMG 8999
2. ringmærkede tyrkerdue i år. Foto: David Manstrup

Dagens fugl blev dog en buskrørsanger der blev fanget kl. 12 i Fyrhaven. Den forudgående runde i Fyrhaven havde vi hørt hvad der umiddelbart lød som en buskrørsanger, men vi antog at det måtte dreje sig om en kærsanger som Ole havde ringmærket tidligere, og som satte sig i netop i dét område efter den blev sat fri. Ikke desto mindre blev vi klogere da fuglen blev fanget. Bl.a. vingen blev målt til 63 mm hvilket er noget kortere end hos kærsanger. Det blev altså en længe ventet SU-fugl som vi også havde regnet med ville komme ifm. østenvinden. Anders Myrtue og Svend Aage samt konen fik lige nået at se fuglen.

IMG 9056
Buskrørsanger fanget af Ole Zoltan. Foto: David Manstrup

Som sagt blev der også ringmærket kærsanger. Kærsanger og buskrørsanger er de første rørsangerarter der er blevet mærket her i foråret. Udover disse blev der mærket flere små gråsiskener, nogle gransangere, gulbuge, gærdesangere, et par grå fluesnappere og bogfinke. Det blev også til en temmelig ung jernspurv der vist lige havde forladt reden, for den havde bl.a. brede mundvige og temmelig korte vinger.

20200530 092532
Årets første kærsanger og rørsangerart. Foto: Michael Brunhøj Hansen

Sidst på formiddagen hørte vi en vendehals og vi forsøgte at lokke den i nettet med lidt playback. Vi fandt dog ud af at det i virkeligheden var en stær der imiterede vendehalsens sang til perfektion.

Da der efterhånden ikke var mange fugle i nettene, kunne vi holde en lille pause. David valgte at tage en tur i Mosen. Her var han heldig at finde en nordlig blåhals. Ole og jeg tog derud, men David havde i mellemtiden mistet den, så vi fik den desværre ikke at se.

IMG 9080
Nordlig Blåhals. Foto: David Manstrup

Der er ikke trukket meget i nat, men det er vel forventet på denne tid af året. Af de mere bemærkelsesværdige arter kan nævnes grønbenet rørhøne.

Som en lille behagelig overraskelse er Morten vendt tilbage på stationen for et par dage inden han skal overføres til Skejby, hentet i Esbjerg af John Frikke. Han kommer dog næppe til at være alt for aktiv mens han er her.

Ringmærkning: Tyrkerdue 1, gulbug 3+1, kærsanger 1, buskrørsanger 1, gransanger 6, munk 2, gærdesanger 1, grå fluesnapper 2, jernspurv 1, solsort 1, rødstjert 1, bogfinke 1+1, dompap 1, lille gråsisken 11+1.  

I alt 33 mærkninger + 3 genfangster fordelt på 14 arter.

Folk: Ole, David, Morten, John, Thyge, Anders, Svend Aage, Michael

20200530 141805kopiDer var også lidt sommerfugle i området. Her en fin almindelig blåfugl fra Fyrhaven. Foto: Michael Brunhøj Hansen