Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (211)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Stille og rolig østenvindsdag med flere ringmærkninger

søndag 31. maj 2020
Østenvinden giver fortsat en del fugle i nettene; tundrasædgås forbi Hukket.
af Michael Brunhøj Hansen

Vejr: en del sol og varmt. Vind svag til jævn og mest fra nordøst, men en overgang lige over i nord. Temp. 8-21 grader.

Det blev nok engang en lidt stille morgen ude på Sydhukket. David havde planlagt at kratluske, så jeg stod med Thyge og hans kone Inger. Det blev som ventet ikke til meget; der kom en flok gravænder på 21 trækkende syd, og omkring 25 grå- og canadagæs trak mod vest. En hvidklire trak mod syd ligesom 9 strandskader. Der var en enkelt bomlærke der fløj over et par gange.

Dagens vel mest bemærkelsesværdige observation blev en tundrasædgås jeg opdagede raste på stranden. Den er ikke kun en sjælden gæst på disse kanter (ifølge DOFbasen er det den 4. observation i 20 år), men også en fænologisk sen fugl. Umiddelbart vurderede vi den til ikke at være helt rask, men pludselig var den forsvundet, så den er formodentligt trukket videre efter at have sundet sig.

20200531 065802
Sædgåsen på lang afstand. Den var tilsyneladende fløjet da jeg ville tættere på og studere den lidt nærmere. Foto: Michael Brunhøj Hansen

Ud på morgenobsen kom John og Bjørn Frikke for en stund, og Michael Mosebo og Kristian Birchvald var også kommet for at kratluske lidt, men der blev ikke fundet noget særligt; i det hele taget skete der ikke det helt vilde i dag. Vendehalsen gjaldede igen ved Vesterled, og en lærkefalk trak over højt til vejrs.

Der blev ligesom i går mærket flere fugle, i dag 41 i alt, og der var en stor artsdiversitet på 20 arter. Xenia kom og hjalp Ole med ringmærkningen, og Morten kunne tage en slapper. Han fik om eftermiddagen besøg af noget familie fra Sjælland. Vi håbede vist alle at ringmærkerne kunne fange noget spændende, men sådan blev det ikke i dag. En nyligt udfløjen sortstrubet bynkefugl og en rørsanger, den første i år, blev dagens mest spændende fangster.

sortbynk
Juvenil sortstrubet bynkefugl. Foto: Xenia Salomonsen

Nattens træk var småt. Der blev hørt en lille flok sortænder samt hvad der tilsyneladende var en gråsisken selvom den ikke helt passer; i så fald måske en lokal fugl selvom den lød til at være trækkende. Det kunne være sjovt med fx en natravn eller en vagtel inden jeg tager herfra.

I nat ser vinden ud til fortsat at komme fra omkring øst, og det bliver mere skyet. I løbet af morgendagen skulle vinden efterhånden gå om i nordvest (men fortsat svag); herefter ser det ikke ud til at der er østenvind på vej lige foreløbet. Det bliver således nok i morgen der er størst chance for sjældenheder.

Ringmærkning: gulbug 3, kærsanger 1, rørsanger 1, løvsanger 5, gransanger 3, munk 2, havesanger 5, tornsanger 3, gærdesanger 4, grå fluesnapper 1, broget fluesnapper 1, sangdrossel 1, rødstjert 2, rødhals 2, sortstrubet bynkefugl 1, gærdesmutte 1, bogfinke (1), grønirisk 2, tornirisk 1, lille gråsisken 2+1.

I alt 41 mærkninger og 2 genfangster fordelt på 20 arter.

Folk: Morten, David, Ole, Xenia, Michael Mosebo, Thyge, Inger, John, Bjørn, Kristian og mig

20200531 155837Blåvinget pragtvandnymfe som Morten fandt i Stationshaven, og som er en sjælden gæst her omkring. Det er faktisk første gang den er iagttaget herude ifølge Naturbasen. Foto: Michael Brunhøj Hansen