Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2025 (121)2024 (243)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Turteldue

mandag 8. juli 2019
8. dag i træk med nordvestenvind
af Bent Jakobsen

Stadig nordvestenvind dog aftaget lidt til 7,2 sekundmeter med stød op til 9. I løbet af dagen dog tiltagende vind igen. Temperaturen hele dagen svingende omkring 12 grader. 3-4/8 gav lidt sol imellem skyerne, og sigtbarheden var + 30 km.

Forventningerne var ikke store til morgenobsen med den sædvanlige nordvestvind, og det var da også begrænset, hvad der passerede på de 3 timer.
Småt med vadefugle med kun 29 strandskader, 3 småspover, 1 lille kobbersneppe og 4 almindelige ryler.
Stærenes mellemtræk satte lidt sit præg på obsen. En står flok på 270 kom lavt mellem klitterne. De fløj over stranden, men forsvandt igen ind over land. Men det var kun i kort tid for lige pludselig kom flokken igen med fuld speed på tog højde over stranden og fløj ud over havet. De skulle åbenbart have tilløb.
Dagens store overraskelse var 1 turteldue som kom flyvende lige forbi stationen og fortsatte mod fyrhaven, da jeg skulle til at forlade stationen. Desværre var der ikke mulighed for eftersøgning, da den stod på guidning i Ho.
Der ses med lange øjne på DMI hjemmesiden hver dag. Nu har nordvestenvinden hærget de første 8 dage af juli, og vi skal åbenbart hen til torsdag, inden der sker lidt nyt. Så tålmodig er en dyd.
I weekenden var Morten Jenrich på stationen og gjorde ringmærkningen klar til indsendelse til ZM. Søndag var han en tur på stranden om morgenen, men det var skuffende med fugle.

Blavand fyr. 20190708 055008

Fyret trues af en sky

The same procedure as yesterday

fredag 5. juli 2019
The same procedure as the last 5 days mr. Jakobsen
af Bent Jakobsen

Med en vind fra nordvest 295 grader og 9 sekundmeter blev som de foregående dage en obs i læ af skurvognen, deraf overskriften. Skydækket var 8/8 og med flere byger. Især i begyndelsen af obsen, var der ikke meget at notere pga regndis. Sidst på morgenobsen begyndte vinden at aftage, og bygerne blev som DMI havde lovet færre. Men stadig kølige sommertemperaturer med 13 grader.

Så blev det endelig til lidt vadefugletræk. Der var jubel hver gang der hørtes en strandskade for så at finde flokken. Og det blev til i alt 65 fordelt på mange småflokke. Men ikke kun strandskader passerede, således også 7 almindelige ryler, 2 hvidklirer og 1 småspove. Derudover var der i dag også flere splitterne end de foregående dage så det hele sagde bare Blåvand.
Dagens obs blev uden tvivl den havlit som kom sydfra og ved Hukket drejede udad, men også 1 2K sorthovedet måge kom sammen med de øvrige måger sydfra.
Sortænderne blev til et virvar i dag. Efterhånden samledes de lige ud for Hukket og skiftede konstant plads i flokken og smed sig igen. Flere flokke kom dog sydfra og tilsluttede sig flokken, som var på minimum 5000 fugle.
2 Sildemåger med blå ring landede på et tidspunkt på stranden, for lige at vise sig frem.
Efter morgen obsen var vejret til at der kunne åbnes 61 m net i stationshaven. På 2 timer blev der mærket to fugle aflæsning (): Gulbug (1), Tornsanger 1, Løvsanger 1

I morgen kommer Morten Jenrich og klargør det sidste af forårsringmærkningen så vi kan få indrapporteret til ZM.

Lidt opmuntring

torsdag 4. juli 2019
Den kraftige nordvest hærger
af Bent Jakobsen

Vejrmæssigt lignede dagen i dag de foregående. Vinden var dog gået lidt længere ned i vest (275 gr), men det varede ikke længe da den i løbet af morgenobsen igen drejede længere mod nordvest igen. Stadig kraftig med 11,6 m/s med stød op til 14, og tiltagende efterhånden den drejede. Skydækket 8/8 og forbipasserende byger med god sigt.

Mørkt vejr og først en lille time efter solopgang blev lyset rimeligt. Der var ikke de store forventninger med det vejr, men allerede inden 20 minutter var en lille opmuntring i form af en lys almindelig kjove. Og morgen obsen sluttede også af med mere opmuntring, da en storkjove kom sydfra og landede på revlerne, hvor den stod i længere tid inden den igen smuttede nordpå.
Af nyheder var også i alt 8 alke som trak nordpå tæt på kysten. Bl.a. en flok på 5.
Ellers var det som sædvanlig sortand som var dominerende. Der foregik et tiltræk fra syd mod den kæmpestore flok på 5000 som lå nord for Hukket. Vildt at se da de var på vingerne på en gang. Så det blev til i alt 7538.
Igen til morgen kom måger trækkende til sydfra fra deres overnatningsplads, dog ikke i de mængder, som de foregående morgener.
I dag ikke de store mængder fiskende måger ude i horisonten. Læste i går at tobisfiskeriet er stort i år, hvilket kan være årsagen til de mange fiskende måger.
Vejrmæssigt ser det ud til at der er lys i horisonten. Vi skal dog lige forbi nogle flere dage med nordvestendræberen.

Fremgang

onsdag 3. juli 2019
Lidt strandskade træk
af Bent Jakobsen

Vejret her til morgen var en ren lease i forhold til i går. Vindstyrken var helt nede på 8,7 m/s, men stadig fra nordvest, så ikke optimalt. Temperaturen igen i dag på 12 grader, sommertemperatur ha,ha. Vekslende skydække men i dag dog ingen byger og sandfygning.

Morgenobsen gav da også nogle flere fugle end i går, og det lugtede lidt af sommer med lidt trækkende strandskader i småflokke, i alt 27 og 1 trækkende storspove. Tidligt på morgenen kom en kæmpestor flok skarver, 295, måske fra Ringkøbing Fjord og landede umiddelbart syd for Hukket, hvor de gik i gang med at fouragere. I alt sås 397 skarver.
Sammen med en flok sortænder kom 1 lomvie/alk og så var der med 25 lidt flere splitterner end de tidligere dage.
De fouragerende måger lå ikke ud for Hukket i dag, men var trukket længere sydpå, hvor sværmen kunne ses mange kilometer ud.
3 små korsnæb var også et velkomment syn på træk.
En fyr med løs hund, syntes det var rigtigt sjovt at løbe efter mågerne sammen med hunden, som kunne lave ravage.
Tilbage på stationen åbnede jeg lidt net i stationshaven hvilket gav enkelte fugle og aflæsninger

I alt 7 fugle aflæsninger (): gulbug 1, gærdesanger 1, tornsanger 1, gransanger 1 (1), skovspurv 1, lille gråsisken 1 (1), tornirisk 1.

Lille Grasisken. 20190703 100156

En flot adult han af lille gråsisken

Den danske sommer er en blæsende kold og regnvåd pige

tirsdag 2. juli 2019
Man må tage det sure med det søde
af Bent Jakobsen

Det mindede mere om efterår end om sommer denne morgen på Danmarks vestligste punkt.
En kraftig nordvestenvind 12 m/s senere 13-14 m/s med stød op til 19 fejede hen over klitter og strand. Tilmed medbragte den adskillige byger. Og de 12 grader virkede ikke som varme.

Observationerne kunne foretages i læ af skurvognen, men der var ikke meget at melde hjem om i dette blæsevejr.
Det eneste der mindede om vadefugletræk var enkelte fugle fouragerende på stranden i form af 3 sandløbere og 1 almindelig ryle alle adulte.
I alt 4933 sortænder. Udover forbiflyvende flokke lettede der sidst må morgenobsen knap 4000 sortænder ud for Hukket og fløj mod nord. Fugle som med nordvestenvinden er drevet sydpå og nu igen gerne vil nord for Hukket og fouragere.
Det er stadig manglen på terner som er iøjnefaldende. Iflg. 30 årsrapporten skal der på dette tidspunkt raste 70-80 splitterner men det faktuelle i dag er 11.
Igen i dag lå der mængder af store måger og fouragerede flere kilometer fra kysten.
Sandfygningen var ikke til at undgå i dag, og det krævede en større rengøring af teleskop og kikkert, og et dejligt varmt bad, da hovedbunden var fyldt med sand.
I dag fylder den nye Filsø 7 år, og som alle de andre år blev fødselsdagen fejret med kaffe og kage ved Møllers hus.
Utroligt at bare et lille kaffebesøg giver 3 sølvhejrer, 9 skestorke og 5 ravne på lokaliteten.

3. juli 2019 20190702 062545 

Solen prøvede at komme igennem nogle gange

3. juli 2019. 20190702 073540

Det var et barskt vejr dagen i dag.                                                                         

Så begynder efterårssæsonen

mandag 1. juli 2019
Mængder af sortænder og pænt med trækkende skarver
af Bent Jakobsen

Vinden kraftig 9 sekundmeter med op til 12 i stød og tiltagende i løbet af dagen, hvor middelvinden kom op på 12 sekundmeter. Men lunt med 17 grader og solstrejf kom af til igennem skydækket. Fin sigtbarhed.

Så starter efterårssæsonen, da vi skal have dækket vadefugletrækket, men med den kraftige vind var eneste art vadefugl som sås til morgen 3 rastende præstekraver.
Derimod kom der flokke af skarver nordfra gennem hele morgen obsen, og efterfølgende kom der også mindre flokke, så dagens total blev på 447.
Der foregik et kraftigt kompensationstræk af sortænder fra nord mod syd og med de 2000 som rastede blev det til i alt 7750, hvilket er mange på denne årstid. 19 Krikænder kom i småflokke lige i strandkanten.
Lidt Hættemåger kom trækkende forbi og 140 rastede lige som 190 sildemåger stod på stranden. Horisonten rundt langt ude lå der 1000 vis af måger og fouragerede og det var næsten som en bisværm.
Men der var en stor mangel. Ikke en eneste Splitterne hørtes under morgenobsen, og det plejer at være karakterfuglen nu på denne årstid, hvor man normalt konstant hører deres hæse skrig. Det blev kun til 3 trækkende og senere stod 14 på stranden og af de mindre terner sås kun 2 havterner trækkende.
En tur i mosen gav 3 ynglepar af rødrygget tornskade.
I morgen lover de middelvind på 13 sekundmeter og stød op til 19, så der er ikke de store forventninger.

Skarver. DSCN7684

Adskillige flokke af Skarver passerede Hukket i dag.

Foto: Bent Jakobsen

Lidt vadefugletræk

tirsdag 25. juni 2019
Mængder af måger
af Bent Jakobsen

Sydøsten vind med varmefremstød. I hele Europa er det varmt i øjeblikket helt op til 35 grader og i Blåvand nåede vi i dag 27 grader. Sigtbarheden var god og skydækket 3/8.
Med denne vind var tiden til at kigge efter vadefugle til morgen, og det gav da også lidt forbitrækkende, men havde forventet lidt mere. Det blev til 16 storspover, 1 småspove, 15 lille kobbersneppe, 28 almindelige ryler.
På stranden var der mængder af måger. Tror ikke tidligere jeg har set så mange måger på denne tid af året. Således 7500 sølvmåger, 850 sildemåger og 400 hættemåger. Desuden en 2K sorthovedet måge.
Fik senere på dagen at vide, at der overhovedet ikke er mågeunger på Langli, så mon ikke det er årsagen til alle de mange sølv- og sildemåger på stranden.
Alle net blev sat op, og det gav ikke mindre end 34 fugle.
Fugle i () aflæsninger. jernspurv 1, rødhals 2, sortstrubet bynkefugl 1, sangdrossel 1, gærdesanger 9 (1), tornsanger 6 (1), gransanger 2, løvsanger 1, topmejse (2), musvit 5, skovspurv 3, grønirisk 1, tornirisk 2, lille gråsisken (1).
Svend Aage Clausen og Svend Rønnest kom forbi med rundstykker, og de gik til den med rydning af vegetation i gården og mange andre ting som trængte til at blive ryddet op, men græsslåmaskinen kan vi ikke få gang i.
Senere på dagen hentede jeg Jón Aldára på Nyeng. Han har været på Langli og ringmærke måger med Kjeld Tommy fra Zoologisk Museum, og han bliver et par dage på stationen.

S. Bynk. DSCN1526

Foto: Svend Rønnest

S. Bynk. DSCN1524

Foto: Svend Rønnest

Mager. DSCN7679

Stranden var hvid af måger. Jeg har aldrig set så mange måger på denne årstid.
Foto: Bent Jakobsen

Sommervejr

mandag 24. juni 2019
Gårsdagens pelikan tog tiden med samtaler med medierne
af Bent Jakobsen

Det var sommervejr i dag med op til over 20 grader og en vind fra østsydøst.
Dagen gik især med telefonsamtaler emailing vedr. den hvide pelikan ved Filsø, så der var ikke så meget andet der kunne nås. Og om aftenen i TVSyd, hvor det skulle handle om fuglene i Filsø, men pelikanen tog det meste af tiden i snakken.
Dog fik jeg sat nettene i stationshaven op, hvilket gav lidt fugle til totalen for foråret.
Det gav i alt 11 fugle. Ringmærkning i () aflæsninger: Jernspurv 1, Sangdrossel 1, Musvit 3, Skovspurv 4 (1), Tornirisk 2, Lille Gråsisken (1).

Forårets ringmærkning afsluttet med tilføjelse af Karmindompap til artslisten

lørdag 15. juni 2019
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Østenvind på 5m/s og mest skyet vejr. Fra kl 8 regnbyger, der vil vare ved indtil midnat. Der er varslet 6mm nedbør, med risiko for mere, hvis en tordenbyge skulle ramme lokalt. Temperatur fra 14-17°C

Alle net blev åbnet en sidste gang kl 4.
Jeg viste, at det ville være en stakket frist og uden at kunne gennemføre 5 timers standardmærkning, da regnen allerede bankede på i grænselandet og bevægede sig nordpå.
Xenia dukkede op kl 6 for at sige farvel og fik den sidste træningslektion under min vejledning.
Hun kom med øl og vin som afskedsgave - tak for det!
De kommer med hjem og Blåvand vil blive mindet i løbet af en sommeraften med en god øl til maden!

Dagens ringmærkning endte med, at regnen kom kl 8, så det blev til 4 timer med net åbne.
Dagens ringmærkning med genfangster i ():
Sangdrossel 1, Solsort 0 (1), Gulbug 1, Gærdesanger 0 (2), Tornsanger 1, Topmejse 1, Musvit 1, Skovspurv 2, Bogfinke 2, Dompap 2, Karmindompap 1.

Ialt 12 mærket og 3 genfanget fordelt på 11 arter.

David havde en ret tom morgen på Hukket og trak indenfor på fuglestationen, da den første regnbyge begyndte, så her ved middagstid er der ikke meget fugl at berette om på min sidste dag.
Det skulle da lige være, at Bysvalerne i går begyndte at komme ind under tagudhænget på fuglestationen og bygge reder.
De fortsætter i dag, så jeg krydser fingre for, at de når at få et kuld unger i år, selvom de er kommet lidt sent igang.

Ellers vil jeg bare slutte af med en KÆMPE tak til alle folkene bag Blåvand Fuglestation.
Det har været et forrygende forår og jeg har i den grad nydt, at kunne koncentrere mig om fuglene og ringmærkningen uden at skulle bruge ret meget tid på formidling.
Både de faste folk omkring fuglestationen og alle gæsterne, kortvarigt besøgende såvel som de overnattende, har gjort deres til, at jeg har følt mig velkommen herude på det vestligste punkt af Danmark.
Tak for det!

Det er svært at spå om, hvordan min liv vil være om et år, men har jeg muligheden i forhold til arbejdslivet, så byder jeg mig gerne ind som ringmærker igen næste forår.
Skal vi ikke i første omgang sige, at vi ses igen herude næste år?

DSC 4764 2
God rosin i pølseenden, for den manglede på forårets ringmærkningsliste over forventede arter i Blåvand.
Karmindompap - egentlig en ret anonym fugl, når det ikke er de gamle hanner med rødt.
Xenia fik lov at ringmærke den, så hun kunne få en smule ud af de 2 sidste timer som føl under en hård læremester.

Sidste krampetrækninger nærmer sig

fredag 14. juni 2019
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Vind på 6m/s fra sydsydvest indtil en regnfront passerede midt på eftermiddagen. Derefter svag vind fra sydøst til øst.
Masser af sol det meste af dagen, men gennem formiddagen sløret af højtliggende skyer. Fra kl 15-17 passerede en regnfront med 2mm regn, derefter helt klart med blå himmel indtil solnedgang.
Temperatur sommerligt fra 14-20° og fremragende sigt.

Næstsidste morgen med ringmærkningen denne forårssæson og jeg var klar kl 4 med alle net åbne.
Det gav lidt fugle først på morgenen, men efter kl 8 gik det i stå og jeg mærkede derefter kun 2 fugle indtil jeg lukkede net i Fyrhaven kl 12 og Stationshaven kl 14.
David var ude på Hukket og en tur rundt i Mosen, da millitæret havde aflyst deres programsatte skydning.
Han havde ved havet enkelte vadefugle som forsmag på efterårstrækket - Strandhjejle, Hjejle, Lille Kobbersneppe og Storspover - samt en Knarand, der er en fåtallig and på træk herude.
Fra Mosen havde han ikke mange meldinger om fugle, men kom hjem med et foto fra Brandammen af en Stor Kejserguldsmed.
For 10 år siden ville det være et fint fund, men i dag er den art udbredt over hele landet.
Bent dukkede op for at tage afsked med mig og havde morgenbrød med til os, så der var plads til hyggesnak over kaffe og brød inden han tog tidligt hjem igen. Han skal være klar her til aften som guide på en Natravnetur og stadig være frisk i morgen tidligt til at starte en uges ferie i Ungarn.
David og jeg udnyttede de to eftermiddagstimer med regn til at indhente noget søvn og var derfor klar igen her til aften, hvor jeg ihærdigt forsøger med åbne net i Stationshaven - mine sidste chancer for fugle i hånden i Blåvand skal udnyttes!

Dagens ringmærkning med genfangster i ():
Sangdrossel 2, Sortstrubet Bynkefugl 2, Tornsanger 1, Gærdesanger 2 (1), Løvsanger 1, Gransanger 2, Topmejse 1, Musvit 1, Bogfinke 3, Grønirisk 2, Tornirisk 1, Lille Gråsisken 1

Ialt 19 mærket og 3 genfanget fordelt på 12 arter. 

DSC 6901resized
En Husrødstjert faldt ind i skyggen under Stationshavens Fyrtræer midt på formiddagen.
Den blev ikke ringmærket - jeg turde ikke gå til den, med det drabelige våben den havde i kløerne!


FORRIGE     1  |  ...  |  155  |  156  |  157  |  158  |  159  |  ...  |  229     NÆSTE