Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.
Feltekskursion efter den brune sule
Morgen observation:
Dagens morgen observation var en hyggelig fornøjelse. Vi havde lånt Mathilde med fra ringmærkerne, og vi fik 38 arter at se denne dejlige morgen. Observationens højdepunkt var 7 fløjsænder som kom rigtig flot tæt på stranden i sollys, samt en vandrefalk som havde nedlagt en stor præstekrave. Den sad midt på stranden og nød sin fangst.
MEN dette var ikke den mest spændende begivenhed i det vestjyske i dag!
Vi fik desværre ikke den brune sule til morgenobsen. Til gengæld blev den genfundet og kaldt ud på relevante medier omkring kl 08.30. Derefter gik det stærkt. Vi skrev hurtigt til vores søde gæst Alex Rosendahl om han skulle til Esbjerg havn og se sulen. Det skulle han heldigvis, og hvad bedre var så var han så venlig at tage fire af os med i bilen! Så kl 10.25, altså lige efter morgenobs, kørte Alex, Anna, Gustav, Mathilde og jeg mod Esbjerg lystbådehavn. De andre to holdt nettene åbne indtil deres standardtid sluttede og tog derefter med offentlig transport mod sulen. Kl ca 11.15 var vi i esbjerg hvor vi blev mødt af en ordentlig flok ornitter som stod og kiggede meget fokuseret mod en brun fugl på stendiget. Og der var den så, den brune sule. Den havde lige spist så den sad meget stille og brugte tiden på at pudse fjer og slå mave. Men den så langt mindre afkræftet ud end jeg havde regnet med. Efter to timer (hvor sulen havde været mere eller mindre ubevægelig) kom Lua og Lise også frem. Kort tid efter de var ankommet rettede sulen sig endelig ud og fløj en runde over lystbådene, rastede lidt på vandet og fløj derefter videre rundt i området omkring "De hvide mænd'. Virkelig en smuk fugl at have på så tæt hold. Man kunne i sandhed nyde den blålige næb og ansigt og gule fødder. Den var endda så tæt at Anna pointerede at den havde blå negle. En fantastisk obs, og ikke mindst hyggelig at opleve da der kom fuglekiggere fra nær og fjern om samledes om den eksotiske gæst
Den brune sule
- GBJ & SDP
Ringmærkning:
Denne smukke septembermorgen bød på solskin og kronhjorte, men fugleaktiviteten var lav. De første runder langs nettene, bød kun på en sangdrossel og en jernspurv. Men senere på formiddagen fik vi travlt, da en spurvehøg jagtede en flok sortmejser igennem haven, som alle landene i vores net. Lua løb hurtigt til nettet for at sikre spurvehøgen. En ung han, med infektion i munden.
Lua kan sit kram. Også på rovfuglene
- AB
Folk på stationen: Lua Koplin, Lise Mastrup, Mathilde Lundt Larsen, Gustav Brandt Jelert, Sverre Dahl Porsgaard, Anna Beluga Gade-Jørgensen og Alex Rosendahl